Københavns Politi: Endnu en mistænkt fængslet for organiserede butikstyverier

 

Glostrup Ret har tirsdag varetægtsfængslet en 32-årig mand i efterforskningen af omkring 40 omfattende og organiserede tyverier fra supermarkeder og tankstationer i Storkøbenhavns-området. I forvejen er en 17-årig mand fængslet i samme sag.

Københavns Vestegns Politi anholdt mandag eftermiddag en 32-årig mand, som sættes i forbindelse med en række af de røverier og tyverier mod supermarkeder i Storkøbenhavn, som aktuelt er under efterforskning. Der er tale om et større sagskompleks, som på nuværende tidspunkt tæller i alt omkring 40 forhold vedr. organiserede tyverier og røverier fra supermarkeder og tankstationer, hvor gerningsmænd åbenlyst gik ind i butikken, fyldte store kurve med varer og slæbte dem væk uden at betale.

I forvejen er en 17-årig mand fra Ballerup varetægtsfængslet i samme sagskompleks. Han blev anholdt den 26. oktober under en planlagt anholdelses- og ransagningsaktion.

Den 32-årige blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Glostrup Ret. Der var tale om et lukket retsmøde, hvorfor politiet aktuelt ikke kommenterer sagen yderligere udover at efterforskningen fortsætter.