?? ? Heartland Festival 2018: Rocklegenden Patti Smith og tre danske artister gæster Egeskov Slot

Heartland Festival kan i dag præsentere et nyt hovednavn i form af den amerikanske rocklegende Patti Smith. Samtidig kan festivalen offentliggøre, at Marie Key, Liss og Mew også gæster Egeskov Slot og den tredje udgave af Heartland Festival, der finder sted fra 31. maj til 2. juni 2018. Heartland Festival præsenterer sit publikum for fire slags oplevelser: MUSIC, ART, FOOD og TALKS. Salg af overnatningstilbud starter i morgen den 18. januar kl. 10.00.

Et allerede stærkt musikprogram bliver i dag et hovednavn rigere. Heartland Festival 2018 kan nemlig offentliggøre den 71-årige rockkoryfæ Patti Smith som det seneste navn på plakaten. Hun slutter sig til de allerede offentliggjorte navne, der blandt andre tæller internationale artister som The The, LCD Soundsystem og Lykke Li og danske kunstnere som MØ og C.V. Jørgensen.

En af vor tids største musikere
Den amerikanske legende Patti Smith er en af vor tids største og vigtigste navne på den internationale musikscene. Hun indtog en 47. plads på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største artister siden fødslen af rock and roll, blev medlem af the Rock and Roll Hall of Fame i 2007, og kunstnere som Michael Stipe, Courtney Love og Madonna betragter Patti Smith som en af deres vigtigste inspirationskilder.

Når den 71-årige verdensstjerne indtager Egeskov Slot til sommer, er det med et bagkatalog bestående af 11 album fra de seneste godt 40 år og senest en anmelderrost koncert på Sostrup Slot sidste år. Ved den lejlighed blev Patti Smith kaldt ”omtrent lige så fremragende, som man turde forvente”, og en anmelder skrev, at ”flere numre blev fremført med en inderlighed og kraft, som var de lige blevet skrevet”.

På Heartland Festival kan punkrock-ikonet opleves i selskab med sit band, der består af guitaristerne Lenny Kaye og Jack Petruzzelli, den legendariske trommeslager Jay Dee Daugherty og Tony Shanahan på bas. Patti Smith vil spille numre fra hele sit imponerende bagkatalog; lige fra den eminente debut Horses i 1975 over det kommercielle gennembrud Easter og hitsinglen Because the Night i 1978 til det nyeste, anmelderroste album Banga fra 2012.

Tre danske artister på musikprogrammet
Ud over Patti Smith føjer Heartland Festival også tre danske navne til musikprogrammet.

Det er to år siden, Marie Key senest kunne opleves i det danske koncertlandskab, men til sommer vender hun stærkt tilbage, når hun gæster dette års Heartland Festival. Med sig har hun et spritnyt album, hvorfra man allerede har kunnet lytte til singlerne Bruge digGiganter og senest Regn. Den danske singer-songwriter lover dog, at man vil få fornøjelsen af både ny musik og mere velkendte sange fra hendes omfangsrige bagkatalog.

En dansk artist, der bestemt ikke har været stille om de seneste år, er den fremadstormende kvartet Liss. De brød igennem, da de endnu var teenagere i 2016, hvor blandt andre Pharrell Williams kastede sin kærlighed på det århusianske firkløver og gav dem airtime på sin radiokanal. Siden da har de udgivet den anmelderroste debut-EP med den meget passende titel First. De skulle eftersigende arbejde benhårdt på et debutalbum, så mon ikke der er masser af ny, dansevenlig pop at glæde sig til, når Liss indtager Egeskov Slot til sommer.

Mew er en vaskeægte institution inden for dansk indierock. Med over 20 år på bagen og med sidste års syvende studiealbum Visuals i bagagen kan man godt glæde sig til at opleve en af landets dygtigste liveorkestre på sommerens Heartland Festival. Visuals markerer et nybrud for det rutinerede band, idet frontmand Jonas Bjerre denne gang har valgt at vende skriveprocessen på hovedet og i stedet har ladet Mews velkendte visuals danne udgangspunkt for musikken. Det har givet et drømmende, billedskabende album, som med garanti vil passe perfekt ind i Egeskovs idylliske omgivelser.

En legende fra toppen af ønskelisten
”Patti Smith er et sandt ikon og en af de artister, der har stået allerhøjest på vores ønskeliste siden Heartlands begyndelse. Hun er en legende, der som få har formået at holde sig aktuel både som forfatter, sangskriver og kunstner igennem snart fem årtier. I dag står hun som en af de største inspirationskilder for mange af de senere års nye, store kunstnere. Det er en kæmpe ære og en milepæl i festivalens historie, når vi kan byde Patti Smith velkommen på Heartland til sommer,” siger Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival.

Med dagens offentliggørelser tæller musikprogrammet nu i alt 13 navne. Ud over Patti Smith, Marie Key, Liss og Mew kan man glæde sig til opleve The The, LCD Soundsystem, Grizzly Bear, Lykke Li, MØ, Rag’n’Bone Man, C.V. Jørgensen, Benal og Cory Henry & The Funk Apostles samt talks-navnet Salman Rushdie. De kommende måneder vil der blive føjet mange flere navne til programmet inden for både MUSIC, TALKS, ART og FOOD, inden Heartland Festival løber af stablen for tredje gang på Egeskov Slot fra den 31. maj til den 2. juni 2018.

BILLETSALG
Partoutbillet: 1.650 DKK.
Overnatningstilbud bliver sat i salg torsdag den 18. januar klokken 10.00.
Børnebilletter og et begrænset antal endagsbilletter bliver sat i salg på et senere tidspunkt.

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Hvad mener du om Lufthavnene? Du har op til 6 svarmuligheder

View Results

Indlæser ... Indlæser ...

Kalaallit Nunaat namminersornissaa kissaatigaajuk? - Ønsker du at Grønland skal være selvstændig?

View Results

Indlæser ... Indlæser ...