??DR – og andre mediers kamp imod TV2

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

For nogle uger siden viste TV2 Nyhederne et indslag om, hvor skidt det står til med integrationen i Vollsmoseghettoen i Odense. Og det gør det unægtelig. Bl.a. står halvdelen af beboerne i Vollsmose iflg. indslaget uden for arbejdsmarkedet. TV2 fortjener stor ros for at have sat fokus på så væsentligt et emne

Men man må sige, at indslaget har vakt mere end almindelig opsigt. Det skyldes blandt andet et interview med en tørklædeklædt somalisk kvinde, som efter 19 år her i landet ikke taler dansk. På spørgsmålet ”Hvorfor har du ikke lært bedre dansk?”, lød svaret således ”Hvad sagde han?”. På somalisk!
TV2 besøgte en somalisk kvindeforening. Her var en mindre forsamling tørklædeklædte kvinder mødt op for at høre en advokat fra Aarhus, som har specialiseret sig i somaliske klienter. Han berettede om, hvordan man står bedst muligt i kampen mod det offentlige Danmark. Det er i hvert min tolkning baseret på TV2’s beskrivelse af, at advokaten var kommet for at tale om, hvordan man skal forholde sig i sager om bolig, familiesammenføring og opholdstilladelse…

Og man må jo sige, at somaliske kvinder generelt har været betydeligt bedre til at få adgang til de offentlige kasser her i landet end til at komme i beskæftigelse og bidrage til fællesskabet. I 2016 var 79 procent af de somaliske kvinder mellem 30 og 59 år på offentlig forsørgelse. Og den beskedne del, som rent faktisk var i beskæftigelse, inkluderer også personer i såkaldt ”støttet beskæftigelse”, hvilket bl.a. dækker over virksomhedspraktik, nytteindsats og skånejob.
Men har det så ikke vakt voldsom debat? Tjow, lidt har det da. Men der har været mere fokus på, at andre medier, først og fremmest konkurrenterne i DR, mener at vide, at TV2’s indslag ikke var helt fint i kanten. Der skulle nemlig være flere af de tilstedeværende somaliske kvinder, der taler fint dansk, selvom TV2 påstod noget andet i indslaget.

Og DR’s Detektor har ganske rigtigt lavet et interview med flere af kvinderne på mere eller mindre forståeligt dansk. På radiokanalen P3 udbasunerede man også, at TV2 havde dummet sig gevaldigt, men det viste sig dog, at anklagen var baseret på udtalelser fra en kvinde, som slet ikke havde været til stede blandt de 11 i TV2’s indslag.
Og det kan DR og TV2 jo så bruge tid på at skændes om. Dem om det. Det ændrer dog ikke på, at TV2 – ligesom dengang stationen lavede den afslørende dokumentarserie ”Moskeerne bag sløret” – fortjener stor ros for at sætte fokus på den fejlslagne integration og de store udfordringer, vi har med muslimske parallelsamfund.