🇩🇰Efter bandeoverfaldene i Storstrøm Fængsel: Sikkerhedschefen opfordrer til forsigtighed


🇩🇰I kølvandet på de to banderelaterede overfald i sidste måned har fagbladet spurgt chefen for Koncern Sikkerhed, Lars Brysting, hvad der gøres for betjentenes sikkerhed fremadrettet.

To overfald på fem dage – begge med relation til banden Loyal To la Familia. Det var virkeligheden i april for betjentene i Storstrøm Fængsel.

Generelt er antallet af indsatte med banderelationer steget – for øjeblikket sidder over 400 personer fængslet for bandekriminalitet, hvilket er 40 procent flere end i april sidste år. Det viser tal fra Justitsministeriet.

Chef for Koncern Sikkerhed, Lars Brysting, er opmærksom på, at der den sidste tid har været flere overfald end normalt.Han opfordrer her og nu betjentene til at passe på sig selv.

”Personalets sikkerhed har førsteprioritet. Jeg er godt klar over, at personalet oplever voldsomme episoder, og jeg har stor respekt for det arbejde, de gør. Man skal derfor huske på, at egen sikkerhed er det vigtigste,” siger sikkerhedschefen.

Han fortæller, at når der sker et overfald, reageres der med opfølgning på episoden, information til betjentene om, hvordan de varetager deres sikkerhed og der sendes eventuelt information til andre fængsler, hvis der er konkrete grupperinger, de skal holde øje med.

Markant styrkelse af sikkerheden
På længere sigt forventer Lars Brysting, at flerårsaftalen vil være med til dæmme op for bandevolden. Kriminalforsorgen arbejder nemlig i øjeblikket på en række projekter i kølvandet på den politiske aftale.

”Flerårsaftalen vil på både kort og længere sigt betyde en markant styrkelse af sikkerheden. Vi er for eksempel allerede gang med at etablere de to forstærkningshold. Dem forventer vi vil komme i gang på den anden side af sommerferien,” siger han.

Forstærkningsholdene – et i øst og et i vest – skal primært hjælpe, når der i perioder er særlige sikkerhedsmæssige situationer, som f.eks. voldsomme overfald eller særligt vanskelige fanger.

Derudover indeholder flerårsaftalen også mere bemanding på bandeafsnit, øget brug af sektionering, mere videoovervågning og flere detektorkarme. Og så vil der også ske en styrkelse af kriminalforsorgens efterretningsarbejde.

Lars Brysting oplyser, at der også kigges på mere formaliseret sikkerhedsprocedure for, hvordan man skal håndtere konfliktsøgende indsatte.

Af Rebecca Eva Bodnia







📺 🇬🇱KNR1 KNR2 🇩🇰DR1 DR2 DR3 DR Kultur 🌍🇺🇸🇬🇧Sky News BBC France 24 Bloomberg

🎧 🇩🇰Radio24syv DR Radioavisen DR P1 Orientering  DR P1 Nyheder fra Grønland på dansk P1 P2 P3