🎄🎅🏽 Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale på handicapdagen den 3. december 2018

🇩🇰Deres Kongelige Højhed

Kære alle sammen

For snart 10 år siden besluttede Folketinget, at Danmark skulle tilslutte sig FN’s handicap konvention. Jeg er glad for, at alle partier stod bag den beslutning.

Ligesom jeg er meget tilfreds med, at regeringen i år har fået Folketingets enstemmige opbakning til en ny lov, der forbyder forskelsbehandling på grund af handicap.

Vi har nu fået et bredt forbud mod diskrimination – ikke kun som hidtil på arbejdsmarkedet – men alle steder i samfundet. Sådan skal det være.

Og hvis man som borger mener, at forbuddet er overtrådt, så kan man klage til Ligebehandlingsnævnet. Sådan skal det også være.

Det er vigtige fremskridt. Loven er et kvantespring for dansk handicappolitik.

Det er værd at fejre i dag på FN’s internationale handicapdag.

Den nye lov er et eksempel på, at handicapkonventionen ikke er et papir, man skriver under på, og så var det dét.

Nej, den er et redskab til hele tiden at holde lovgiverne fast. Holde alle i samfundet til ilden. Så vi skridt for skridt forbedrer mulighederne for mennesker med handicap.

Og hvis vi skulle miste fokus – hvis det skulle ske – så har vi jer i de Danske Handicaporganisationer til at holde os på sporet.

Det skal I have tak for.

Jeg har stor respekt for det arbejde, I udfører med base her i Handicaporganisationernes Hus. Det nok mest tilgængelige hus i hele verden.

I står vagt om Konventionen.

Og dermed om dens formål, som er – jeg citerer: “at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.”

Sådan står der i artikel 1 i konventionen.

”Respekten for deres naturlige værdighed.”

Dét kom jeg til at tænke på, da Jakob lige før fortalte om asperger-linjen på Høje Taastrup Gymnasium.

Jakob: Du fortalte klogt og værdigt om, hvordan du har fået muligheden, og grebet muligheden, for at udvikle dine åbenlyst rige evner.

Sådan skal det være i Danmark. Sådan bør det være for alle i vores velfærdssamfund.

Danmark er mulighedernes land.

Alle skal have muligheder for at udvikle sig, så langt talentet rækker.

Og uanset om man har et handicap eller ej.

Der skal være frihed til forskellighed.

Vi skal ikke se begrænsninger – men muligheder.

Vores samfund skal være rummeligt, så der er plads til alle i fællesskabet.

Jeg vil tillade mig at være så rummelig, at jeg citerer en mand, der blev kaldt ”den røde digter” – men lød det borgerlige navn Carl Scharnberg. Han har sagt det meget klart:

“Vi ved, at alle kan noget. Vi ved, at ingen kan alt.”

Selv kan jeg ikke erindre på noget tidspunkt at have mødt et menneske, hvor jeg har tænkt, at her er der ikke muligheder. Her er der kun begrænsninger.

Og jeg tror ikke, at jeg står alene med det grundlæggende positive livssyn. At alle kan noget. At der altid er muligheder.

Men jeg tror også, at andre deler min bekymring for, at der i tiden, i vores nutid, ligger en stræben efter det perfekte. Som betyder, at grænserne for det normale snævres ind.

Det forstørrer kun min respekt for de mennesker, der beviser deres værd. Fra et vanskeligt udgangspunkt.

Sidste efterår var jeg en tur i Silkeborg. Jeg besøgte en virksomhed, der er specialister i skræddersyet ledningskonfektion. Jeg skal ikke gøre mig klog på de tekniske detaljer i det forretningsområde.

Men virksomheden er også specialister i en anden ting: I at rumme mennesker, der af forskellige grunde er på kanten af arbejdsmarkedet.

Jeg mødte og talte med en af medarbejderne. En ung mand. Ferdinand hedder han.

Han var droppet ud af studiet til maskiningeniør. Fordi han lider af infantil autisme. Og det var ikke foreneligt med eksamenskulturen på skolen. Udfordringen blev for stor.

Men i virksomheden i Silkeborg var man slet ikke interesserede i, hvad Ferdinand ikke kunne. Her så man det, han kunne.

Som Ferdinand sagde til mig den efterårsdag: ”Det er fedt, at jeg kan få lov til at bevise mit værd.”

Det er fedt. Det aftvinger respekt. Det var dejligt at opleve.

Danmark er mulighedernes land. FN’s handicapdag er mulighedernes dag.

Jeg er ikke i tvivl om, at noget af det bedste vi kan gøre i vores stadige stræben efter at opfylde konventionen, det er at få flere i uddannelse – som Jakob. Flere i arbejde – som Ferdinand.

Uddannelse og arbejde er vejen ind i fællesskabet. Øge selvtilliden. Den naturlige værdighed.

Og vi skal starte med børnene og de unge.

Desværre ser vi i dag, at unge med et handicap i mindre grad er i gang med eller har gennemført en ordinær uddannelse end andre unge.

Kun omkring 10 procent i alderen 18 til 24 år, der modtager en handicapindsats efter serviceloven, er enten i gang med eller har gennemført en almindelig ungdomsuddannelse.

Det er for få. Og alt for mange af de unge, der går i gang, må afbryde uddannelsen.

Samtidig står vi i disse år i en situation, hvor virksomhederne har svært ved at finde arbejdskraft – selvom de har brug for den.

Hvor mange mennesker med handicap har svært ved at få arbejde – selvom de gerne vil.

Der burde være et match her. Og dermed en ansporing til at få flere med både i uddannelse og i job.

Derfor fremlagde regeringen et beskæftigelsesudspil på handicapområdet. Derfor satte vi penge af fra satspuljen til blandt andet uddannelse.

Til to ekstra gymnasieklasser for unge med autisme spektrum forstyrrelser. Efter at have hørt Jakob i dag er jeg endnu mere overbevist om vigtigheden af det.

Til en lettere adgang til erhvervsuddannelser.

Til at tage fat på at styrke forholdene for børn og unge med handicap hele vejen gennem grundskolen, ungdomsuddannelser, de videregående uddannelser og helt ud på arbejdsmarkedet.

Vi skal i gang med en samlet handlingsplan, hvor vi starter med børnene. Det arbejde vil Danske Handicaporganisationer helt sikkert kunne bidrage til.

Vi sætter penge af til at mennesker med handicap, der har brug for hjælpemidler, lettere skal kunne tage dem med sig videre, når de for eksempel efter endt uddannelse skal ud på arbejdsmarkedet.

Og til en ting, der kan lyde banal, men som er vigtig: Et kompetencekort, der skal vise, hvad den enkelte kan. Og hvilke støttemuligheder, der er for en virksomhed, der ansætter et menneske med handicap. For det ved de færreste i dag.

Kompetencekortet skal også udvikles sammen med jer i Danske Handicaporganisationer. Jeg er sikker på, at I har gode input.

Ligesom I har haft gode idéer og relevant kritik hele vejen.

Danske Handicaporganisationer gør et stort og vigtigt stykke arbejde. Både lokalt i kommunerne. Nationalt i samarbejdet med regeringen. Og på den internationale scene.

I sætter barren højt. I kritiserer og protesterer, når I mener, det er det, der skal til. Og I minder os løbende – ikke kun på en festdag som i dag – om, hvad FN’s handicapkonvention handler om og forpligter os på.

Plads til forskellighed. Respekt mellem mennesker. Naturlig værdighed.

Muligheder til alle. Rummelighed.

For der bliver ikke mindre plads af, at vi er flere indenfor. Og færre udenfor.

Tværtimod. Når der er højere til loftet, bliver der mere plads.

Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere.

Tak for ordet.

 

Hvad mener du om Lufthavnene? Du har op til 6 svarmuligheder

View Results

Indlæser ... Indlæser ...

Kalaallit Nunaat namminersornissaa kissaatigaajuk? - Ønsker du at Grønland skal være selvstændig?

View Results

Indlæser ... Indlæser ...