
🇩🇰I forlængelse af ministerens svar på GRU alm. del – spm. 4 bedes ministeren redegøre for, hvordan Regeringen vil undgå, at midler til EU’s partnerskabsaftale med Rigsfællesskabet udhules med den nye MFF. Der henvises i den forbindelse til, at med det nuværende udkast til budget for den kommende budgetperiode (MFF) ændres Grønlands position i EU. Grønland har i dag begrænset adgang til OLT puljen, men fik f.eks. midler til nødhjælp fra EU efter naturkatastrofen i Nuugaatsiaq. Der er således ikke tale om ny adgang til nødhjælpsmidler. Midler til den nuværende partnerskabsaftale kommer ikke fra EU’s budget, men fra European Development Fund. Med det nuværende forslag til EU’s budget for 2021-2027, bliver midlerne til partnerskabsaftalen imidlertid en del af EU’s budget. Det betyder på sigt, at partnerskabsaftalen kan blive udhulet og andre OLT lande kan gå efter at modtage en større andel af OLT puljen, hvilket kan have enorme negative konsekvenser for Grønland. Besparelsen på 165 mio. kr. kan således kun være et første skridt imod en klar forringelse af partnerskabsaftalen.