Kæmpe stigning i hurtige bredbåndsabonnementer i Danmark

🇩🇰Bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s download er på et år steget med hele 62 pct., så 34 pct. af danskerne i midten af 2018 har lynhurtigt bredbånd. Til gengæld er antallet af mobile taleminutter faldet med 6,3 pct. – det største fald nogensinde – og på et halvt år er både datatrafik fra mobil- og fra fastnetbredbånd steget med lidt over 12 pct. Det viser Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2018’, der er baseret på tal indsamlet fra – og i samarbejde med – teleselskaberne
                                         

Antallet af bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed er siden midten af 2017 steget 62,0 pct. til 866.000, og andelen af abonnementer med disse hurtige forbindelser har derfor taget et spring fra 21,4 pct. til 34,2 pct. Det skyldes hovedsageligt de fortsatte stigninger i kabel-tv- og fibernet­abonnementernes hastigheder og antal. 

Antallet af fibernet- og kabel-tv-abonnementer er steget med hhv. 12,2 pct. og 6,4 pct. fra midten af 2017 og til midten af 2018, mens kobberbaseret bredbånd (xDSL) er faldet med 9,7 pct. Bredbåndsabonnementer via fiber- og kabel-tv-net udgør i midten af 2018 hhv. 23,8 pct. og 32,4 pct. af de i alt 2.530.000 fastnet bredbåndsabonnementer.

Færre mobilminutter og mere data via fastnet bredbånd og mobilnettet

De mobile taleminutter er faldet med 6,3 pct. fra første halvår 2017 til første halvår 2018, hvilket er det største fald nogensinde. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi taler mindre over mobilen. Forklaringen kan i stedet være, at flere af vores mobile samtaler går via indholdstjenester (apps) på smartphonen, hvor taleminutterne sendes som datatrafik.

Danskernes up- og download over mobilnettet steg med lidt over 12 pct. til 303.000 TB fra andet halvår 2017 til første halvår 2018. Datatrafikken fra fastnet bredbånd steg også 12 pct. til 2.829 TB og er dermed mere end ni gange højere end den mobile datatrafik.

Mobil og fastnet datatrafik dækker bl.a. streaming af musik, tv og film samt brug af sociale medier og søgemaskinetrafik fra mobiltelefoner, pc, den bærbare computer tablet og for både private og erhvervsabonnementer.

I første halvår 2018 er datatrafikken fra fastnet bredbånd fordelt på henholdsvis 0,3 mio. TB uploadet og lidt under 2,5 mio. TB downloadet. Det svarer i gennemsnit til 176,9 GB i download pr. måned pr. abonnement, hvilket er en stigning på 11,8 pct. siden andet halvår 2017. Tilsvarende er uploadtrafikken steget 6,9 pct. til 23,9 GB pr. måned pr. abonnement.

Datatrafik via mobilnettet har haft en vækst på 29,6 pct. fra første halvår af 2017 til første halvår af 2018. Det er på linje med de seneste par år, men en mindre relativ stigning end i perioderne op til og med 2016. I første halvår 2018 blev der i alt up- og downloadet 303.000 TB (terabyte = 1.024 GB) i mobilnettene. Det svarer til, at hvert mobile bredbånds-abonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit har up- og downloadet 6,9 GB pr. måned i første halvår 2018 mod 5,5 GB pr. måned i første halvår 2017.

Læs rapporten ’Telestatistik – første halvår 2018’ og de bagvedliggende tal.


Hvad mener du om Lufthavnene? Du har op til 6 svarmuligheder

View Results

Indlæser ... Indlæser ...

Kalaallit Nunaat namminersornissaa kissaatigaajuk? - Ønsker du at Grønland skal være selvstændig?

View Results

Indlæser ... Indlæser ...