Vækstfonden og Greenland Venture får nye muligheder for at give projekter og vækstvirksomheder i Grønland et boost. Aftalen kom på plads i dag, og interessen er stor fra starten

🇩🇰Som et led i en aftale mellem Danmark og Grønland tilføres der nu 220 mio. kr. til investeringer i konkurrencedygtige projekter og virksomheder, der kan udvikle Grønlands erhvervsliv.

Greenland Venture og Vækstfonden skal sammen stå for investeringer og udlån, og de fortæller, at interessen er stor fra starten af.

Risikovillig kapital
”Der er rigtig god fornuft i at samle mulighederne for investering på denne måde. Alle større investeringer og lån bliver vurderet og indgået af Greenland Holding og Vækstfonden i fællesskab, således at vi hver står for 50 procent af et givet tilsagn. Sådan kombinerer vi Vækstfondens viden og styrke inden for investering på internationalt niveau med Greenland Ventures dybe indsigt og viden om grønlandske markedsforhold og virksomheder,” siger Christian Motzfeldt, CEO for Vækstfonden.

Aftalen sikrer Vækstfonden og Greenland Venture hver 100 mio. kr. i ny, risikovillig kapital til grønlandske virksomheder.

Virksomheder vil opleve én indgang
Karsten Høy, adm. direktør for Greenland Venture, fortæller, at de virksomheder, der er interesseret i finansiering af vækst, kun behøver henvende sig ét sted.

”Greenland Venture bliver indgangen til de fælles investeringer og udlån. Vi vil fokusere på mellemstore og større projekter, der er så gennemarbejdede og solide, at de har stor sandsynlighed for at lykkes og skabe tilfredsstillende resultater,” siger han.

200 millioner til investering og lån – 20 millioner til modning af projekter
200 mio. kr. er afsat til direkte investering og finansiering af vækstplaner, de to partnere finder investeringsværdige. Parterne ser stort potentiale i særligt turismesektoren, hvor bl.a. anlægsinvesteringer kan løftes i den øgede kapacitet. Finansieringen er dog ikke begrænset til bestemte brancher. Der kan også være muligheder i bygge og anlæg, råstoffer, fiskeri og de servicebrancher, der følger med.

”De sidste 20 mio. kr. skal bruges til modning af projekter som har potentiale, men kræver nærmere sparring med de involverede for at komme op på et niveau, hvor investering er fornuftig,” forklarer Karsten Høy.

Partnerne vurderer, at man ikke skal vente længe, før de første projekter begynder at materialisere sig.

Baggrund

Vækstfonden har siden 2016 kunnet yde lånefinansiering til virksomheder i Grønland. Greenland Venture, der har hovedkontor i Nuuk, har venture-investeringer i syv virksomheder og yder derudover vækstlån til en række projekter og selskaber.

Vækstfonden er statens finansieringsfond. Fonden medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed.

Greenland Venture A/S er et ventureselskab, der arbejder på forretningsmæssige vilkår, etableret og ejet af det grønlandske Selvstyre gennem Greenland Holding A/S med en samlet egenkapital på ca 400 mio. kr.

De 220 mio. kr. tilvejebringes ved indskud på 198 mio. kr. fra staten og 22 mio. kr. fra Selvstyret, hvoraf 100 mio. kr. tilføres Vækstfonden, øremærket til formålet og 100 mio. kr. indskydes i Greenland Venture; puljen til projektmodning fordeles med 10. mio. kr til hver. Greenland Venture og Greenland Holding ejes fortsat 100% af Grønlands Selvstyre.

Hvad mener du om Lufthavnene? Du har op til 6 svarmuligheder

View Results

Indlæser ... Indlæser ...

Kalaallit Nunaat namminersornissaa kissaatigaajuk? - Ønsker du at Grønland skal være selvstændig?

View Results

Indlæser ... Indlæser ...