Grace Askew er den sanger, der blev snydt allermest i det amerikanske tv-show, the Voice, da hun i 2013 deltog i ”konkurrencen” . Det er ikke kun noge t , jeg synes. Det mener Rolling Stone også.
Jeg mødte Grace på en bar i Chinatown, da hun var på sin one-woman’s turne efter sin deltagelse i the Voice. Et par gange om året kører hun rundt i USA i sin store Ford truck og optræder på værtshuse og spillesteder. Hun er ikke bange af sig. Jeg har ofte tænkt på, at hun ligner en, der har et skydevåben liggende i handskerummet, og det bør hun også. Hun bor alene ude på landet uden for Memphis i det smukkeste, gamle træhus, som hun kalder Tumbleweed Ranch. Nu bor Jack der godt nok også, da hun for nylig blev forlovet med ham, og jeg må heller ikke glemme Charlie, hendes hvidplettede kat.
Nå, men tilbage til Chinatown… Jeg havde set Grace i the Voice, og jeg var helt betaget. Jeg blev straks fan. Jeg fandt hendes hjemmeside og så, at hun skulle spille i Chinatown. Jeg tog derind med min odenseanske veninde, Maria, og vi var begge vilde med Graces optræden. Jeg optog en video og lagde den på Instagram. Den så Grace åbenbart efterfølgende, for næste gang hun var i byen, og jeg tog ind til Chinatown for at høre hende med min sangerindeveninde, Alana, kom Grace efter koncerten hen til os og gav mig et knus: ”Emma, right?” Jeg sagde ja og spurgte, hvorfra hun kendte mit navn. ”How could I forget such a pretty face like yours?” Okay. Her må man gerne notere sig, at dette er den rette måde at tiltale fans på. Man vil have dem til evig tid.
Jeg har ikke set Grace i lang tid, men hun har i perioder streamet live-koncerter fra sit hus. Hver eneste gang, jeg skriver en kommentar til hende, siger hun: ”Hi, Emma! Guys, L.A. is in the house! Emma is also a singer.” Det går rent ind i mit blødende fanhjerte, og det viser lidt om, at hun gør sig umage med at huske sine fans og behandle dem med dyb respekt og venskabelighed. Det er virkelig god stil!
Grace Askews musik er svær at beskrive. Selv kalder hun det for ”Bluntry” (Blues & country). Men jeg synes mere, det er folk, end det er country. Hvis man kan lide Bob Dylan og Leonard Cohen og ellers godt kan lide en sexet kvindestemme, så vil man kunne lide Grace Askew. Hun siger, at hun på sine nyeste single, ”Warrior”, er inspireret af Tom Waits, Mahalia Jackson, Sylvan Esso og Cat Power. Det kan man godt høre. Jeg synes, den nye single er noget af det fedeste, jeg længe har hørt! Det er enkelt og rådt og har krigerstemningen, som hun her synger om.
Og hvorfor er det så, at Graces nye musikvideo for ”Warrior” har færre views end min seneste single, ”L.A”, når nu Rolling Stone flere gange har skrevet om hende, og hendes the Voice-audition var blevet set mange hundrede tusinde gange, før de fjernede den fra YouTube? Jo, det er nok, fordi musikbranchen er barsk, og the Voice-fans er glemsomme. Der kommer altid en ny favorit i hver sæson. Graces store gennembrud var i 2013, og nu har vi 2017. Men det, synes jeg altså bare ikke, kan passe. Grace Askew er en ener, en enestående kunstner, en sand original. Hun skal høres. Hør hende:
Indlæser ...
